KRISTENDOM  

 

Forskellige slags kirkerum

Kirken er kirkebygningen, hvor der holdes gudstjeneste, dåb, konfirmation, vielser, begravelser, koncerter og meget mere, og kirkerummet er for den kristne et helligt rum. Kirken er et mødested mellem himmel og jord , et helligt mødested og bedehus.
De kristne symboler, kirkens kunst, fortæller til sammen om mennesker, der før os havde samme tro. Den første kristne menighed samledes i et privat hjem om aftenen den første dag i ugen til et fællesmåltid, der blev indledt med velsignelsen af brød og vin. På sine missionsrejser oprettede Paulus husmenigheder. Stedet, hvor menighederne kom sammen for at holde dåb, fejre nadveren og få del i det kristne evangelium gennem undervisning og forkyndelse, var altså midlertidigt. Som oftest var det velhavende kristne familier, der stillede deres villa til rådighed. Kirken var altså fællesskabet af troende og dets fundament var den opstandne Kristus, sagde Paulus. Overgangen fra husmenighed til egentlig kirkebygning finder vi eksempler på fra midten af 200-tallet. Den bedst bevarede er ”det kristne hus” udgravet i Dura-Europos i den nordlige del af Irak. Bygningen var indrettet som en almindelig villa, men med særlige rum til dåb, gudstjeneste og undervisning. I 391 bliver kristendommen Romerrigets statsreligion. Det satte for alvor gang i et egentligt kirkebyggeri. Grundformen var i den vestlige del af kristenheden den kejserlige hyldningssal, den rektangulære basilika. I øst blev grundformen det græske kors, dvs. et ligearmet kors.  I baslikaen blev alteret anbragt i den østlige ende. Den var udformet som et bord, hvor under der var en lukket kasse, hvori man om muligt anbragte levninger fra en martyr. Den begyndende kirkelige kunst bidrog yderligere til at understrege rummets særlige karakter. I dette rum var det hellige altså tilstede. I den østlige, dvs. i den græske kirke, markerede man det helliges tilstedeværelse i kirkerummet ved at rejse en centralkuppel, hvor kirkens korsarme skar hinanden. I centralkuplen fremstillede man den himmeltronende Kristus.  Kirkens rum var altså mødestedet mellem den himmelske og den jordiske verden. Såvel den katolske som den ortodokse kirke har beholdt denne opfattelse.

Kirkerummets karakter af at være et helligt sted, førte konsekvent nok til en lovgivning for kirkens brug. Kirken skulle være et ”helle”. Således forordnede kejser Theodosius den Store, der i øvrigt gjorde kristendommen til Romerrigets statsreligion, at kirken skulle være fristed for flygtninge. Forfulgte, der havde søgt tilflugt i kirken, kunne kun udleveres med biskoppens tilladelse. Der måtte heller ikke udøves vold i kirken, ligesom våben ikke måtte medbringes i kirkens rum. Denne opfattelse af kirken som et fredhelligt sted blev understreget i middelalderen. I 1086 blev Knud den Hellige og hans hirdmænd myrdet foran alteret i Odense domkirke. Det var et klart brud på datidens opfattelse af kirkefreden. Kong Knud blev helgenkåret og hans ben lagt under hovedalteret. I de middelalderlige love blev der fastlagt straffe for krænkelse af kirkefreden. Drab forøvet i kirken eller på kirkens område blev straffet med fredløshed. Samme straf idømtes i øvrigt ved drab i privathjem eller under tingmøder. Brugte man i øvrigt våben i kirken med sår og andre skader til følge var straffen store pengebøder. Loven om kirkefreden blev herhjemme opretholdt gennem de følgende århundreder og gentaget i Danske Lov fra 1683. I 1866 vedtog rigsdagen en straffelov, hvor reglerne for kirkefred bortfaldt, men bevidstheden om, at kirken er et helligt sted består stadig. Vi tager hatten af og sænker stemmen, når vi går ind i kirken. Kirkerummets særlige karakter af gudstjenesterum har bevirket, at der i tidens løb er fremsat en række love for kirkers brug. Af lovene fremgår det, at kirken først og fremmest er til gudstjenestelig brug og kirkelige handlinger, men at kirken også kan anvendes til andet som f.eks. kirkekoncerter, foredrag mv. der ligger indenfor det kirkelige. I praksis er brugen af kirkerummet blevet stærkt liberaliseret. Og det er alene menighedsråd og sognepræst, der afgør, hvad kirken kan bruges til ud over det gudstjenestelige.
Ifølge Luther er intet sted i sig selv helligt. Det blev klart understreget af Luther i hans opgør med den katolske kirke og dens helgendyrkelse, at intet sted i sig selv er helligt – altså heller ikke kirken som rum og bygning. Hvad der alene helliger kirken er evangeliets forkyndelse, og fra Grundtvig har vi fået den opfattelse, at kirken er det sted, hvor Kristus er tilstede i sit ord og i dåbens og nadverens handlinger.

Opgaver

  1. Sammenlign den lutherske kirkes udsmykning med de øvrige store kristne kirker. Den græsk-ortodokse og den romersk-katolske (ikonostaser – helgenbilleder – skriftestole m.v.)

  2. Find nogle utraditionelle kirker på internettet.  

  1. Hvilke forskelle og ligheder kan I finde?
  2. Hvilken byggestil synes I bedst om?

Se evt. Youtube: "Unusual Churches - fabolous collectioon of architecture"

 

Kirke i Goreme, Tyrkiet

 Farmcote Parish Church

Græsk ortodoks påske

Peterskirken i Rom

En typisk dansk landsbykirke

At kirkerummet – men ikke de tilstødende lokaler – alligevel er noget særligt kommer til udtryk ved, at enhver nybygget kirke indvies. I ritualet for kirkers indvielse fra 1992 hedder det i den indledende bøn: "Vi beder dig, at du vil være hos os med din velsignelse i dag, og hver gang din menighed samles her, så dette hus må være et helligt sted for os og kommende slægter, bygget til din ære.” Det første rum, man træder ind i, kaldes våbenhuset. Man trådte altså ubevæbnet ind i selve kirken, for kirken var fredens rum, og volden og fjendskabet måtte blive udenfor. Kirkens hovedrum kaldes skibet. I mange ældre kirker kan man finde et lille modelskib, som hænger ned fra loftet. Væggene i skibet kan i ældre kirker være udsmykket med kalkmaleriernmalet direkte på væggen. Malerierne vil ofte være illustrationer af fortællinger fra bibelen. I gamle dage var der mange, der ikke kunne læse. Derfor var billederne en god måde at blive mindet om de fortællinger, man havde hørt. I dag er det skønne malerier, som fortæller flere historier på en gang: De fortæller selvfølgelig bibelhistorier. Men de fortæller samtidig, at kirkens historie går langt tilbage, og at man tidligere måske har forstået bibelfortællingerne på en anden måde, end vi gør i dag. Prædikestolen, som jo ikke er en rigtig stol, står ofte til højre i skibet. Prædikestolen blev en vigtig del af kirken efter reformationen i 1500-tallet, og prædikestolen er ofte af træ og er udsmykket med udskæringer af bibelske figurer. Også døbefonden står i skibet. I gamle kirker snævrer rummet ofte ind oppe ved alteret. Dette rum kaldes koret. Navnet siger måske i virkeligheden det hele, for i koret stod korsangerne før i tiden. Bag alteret er der ofte en altertavle. Tavle betyder i virkeligheden bare plade, og altertavlen er altså en plade, som er bemalet. Maleriet kan være et Kristusbillede, men det kan også forestille endnu en fortælling fra Bibelen. Måske fortæller maleriet om kirkens navn.Foran alteret er knæfaldet. Her falder man på knæ, når man går til alters, hvilket vil sige at modtage vinen og brødet. I flere kirker ser man i dag en lysglobe, altså en slags globus, hvor man kan sætte stearinlys i. Alle kan tænde et lys i lysgloben. Måske efter en gudstjeneste eller bare en dag, hvor man sætter sig i kirkerummet for et øjebliks ro eller eftertænksomhed.

 
 
Opgaver

Find en dansk kirke fra henholdsvis middelalderen, gotikken, klassicismen og funktionalismen.  

  1. Hvilke forskelle og ligheder kan I finde?
  2. Hvilken byggestil synes I bedst om?
  3. Sammenligne med den lokale kirke. Hvilken periode er den fra, og hvad kendetegner denne periode?
  4. Overvej, hvad der skal til for, at en kirke er en kirke.