Det religiøse rum

                   Den sorte sten på kabaen i Mekka

Hvad skal man forstå ved "Det religiøse rum"? Hvordan kan man forklare det særlige liv, der udspiller sig i det religiøse rum i forbindelse med diverse kultiske handlinger? Hvad er det for en tiltrækningskraft, det har? Hvad er ren traditionen og hvad er reflekteret religiøs handling? Hvad er det, som giver det religiøse rum sin hellige kraft og hvad forventer de besøgende at vinde ved at opsøge det hellige rum?

Først  må det konstateres, at det religiøse rum kan fremtræde på utallige måder, alt afhængig af religion, kultur, sted og tidspunkt. Nogle religiøse rum udgøres af naturlige geologiske forhold, som huler, bjerge, skove eller vandfald, mens andre er menneskeskabte, så som pyramiderne, opstillede sten, templer, moskeer, kirker eller andre helligdomme.  Dernæst kan det konkluderes, at det der forener alle religiøse rum er, at de henter deres legitimitet fra hellige myter og legender, som samtidigt danner grobund for idéer om, at kroppen kan opnå mirakuløs helbredelse, når den befinder sig i det hellige rum. eller at man kan opnå en dybere erkendelse af tilværelsens dybere mening osv.

Faktisk var der i religiøse systemer af denne art tre kosmiske niveauer: ikke kun jord og himmel, men også en underverden. Axis mundi, der etablerede den vertikale dimension i religionen, blev betragtet som verdens centrum, og sammenkædede alle tre kosmiske niveauer. I stedet for en stang, en søjle eller træ, kunne axis mundi være en stige, et bjerg osv. Troen på kosmiske bjerge inkluderede tanken om, at ”vores verden” er hellig, fordi den er tættest på himlen. Eliade bemærker, at templer kan ses som ækvivalenter af hellige bjerge. Faktisk er nogle, såsom det babylonske Ziggurat bygget som en slags kunstige hellige bjerge.

Imago Mundi

I tidernes morgen betragtede det religiøse menneske kosmos som skabt i en spredningsproces begyndende i ét og samme punkt; centrum. En ny landsby blev udviklet efter et tilsvarende princip eller en plan, hvor man lavede en Imago mundi; en gengivelse af kosmos på jorden. Når det religiøse menneske så oplevede angreb fra fjender, blev det udlagt som noget dæmonisk, hvor fjender af den guddommelige orden truede med at vende tilbage og skabe kaos. Eliade bemærker, at noget af denne tankegang stadig trives i vores moderne verden, når v taler om, at mørke kræfter truer med at kaste civilisationen ud i kaos. Imago Mundi, den kosmiske orden, kan altså genfindes i al byggeri. Eliade påviser, at tidligere tiders religiøse mennesker forsøgte at etablere det i deres boligform, for eksempel så man, at telte eller hytter havde en central søjle, der kunne forstås som den axis mundi, der skulle holde 'vores verden' oppe og forbinder den med himlen. Offer i forbindelse med etablering af bolig En vigtig måde at koble boligen og den kosmiske orden sammen på, var når man imiterede skabelsen af kosmos eller når man inddrog blodige menneskeofringer. Helligsteder
Fremkomsten af helligsteder som templer o.l., indleder ifølge Eliade en helt ny fase i religiøse menneskers opfattelse af det hellige rum. Et tempel var et imago mundi, der symboliserede kosmos, men det var mere end det: det var selve boligen for guderne, og som sådan med til at styrke helligheden i 'vores verden' yderligere. I sine afsluttende bemærkninger påpeger Eliade, at religiøse menneskers erfaringer med hellige rum er forskellige fra kultur til kultur. Men at der under de forskelle, er et fælles sæt af erfaringer, der bliver helt tydelige, når de holdes op over for ikke-religiøse menneskers manglende brug af begrebet hellige rum.                                                                                                                            Ptolemæus´ geocentriske og Kopernikus´ heliocentriske verdensbilleder