Arkitekturen i de hinduistiske templer er udviklet over en periode på mere end 2000 år, og der er derfor mange variationer. Hinduistiske templer kan have mange forskellige former og størrelser – de kan være firkantede, ottekantede, cirkulære eller ovaler og med forskellige slags kupler, indgangspartier osv. Men alligevel er der dog nogle træk som går igen i langt de fleste templer:
Et lille tårn på kuplen bliver kaldt "shikhara" og symboliserer det mytologiske bjerg Meru. Selve udformningen af kuppel og shikhara varierer dig fra egn til egn.
Et indre rum med en gudefigur placeret bliver kaldt "garbhagrina" eller "livmoder-kammeret". I de fleste temler kan de besøgende ikke komme ind i dette rum, da kun præsterne er indviet til at opholde sig der.
De fleste store templer har en tempelhal, hvor de besøgende kan sidde. Denne kaldes også "nata-mandira" (hal til tempeldans) og bruges ved særlige lejligheder til at særligt indviede kvinder udfører rituel dans. Ellers bruges hallen til at meditere i, bede i, synge i, overvære præsternes ritualer osv. Normalt er der en rig udsmykning med billeder af guder og gudinder.
Ved indgang til de fleste templer, er der normalt ophængt en stor klokke, som de besøgende slår på, når de træder ind i templet og når de forlader det.
Hvis templet ikke er placeret i nærheden af et naturligt vandområde, har man konstrueret et reservoir med frisk vand. Dette bliver brugt dels rituelt, dels til at rengøre templets gulv med, lige som mange også tage et rituelt bad inden de betræder templet.
De fleste templer har gangarealer langs væggene, således at man kan kredse et fastlagt antal gange omkring guden, for at vise sin hengivenhed og respekt.
Templer i udlandet
Templerne fungerer som bolig for en central guddom – normalt en inkarnation af guderne Shiva eller Vishnu – og de gudebilleder der er inden i templerne repræsenterer og legemliggør denne gud. Mindre regionale og lokale templer kan huse en af disse hovedguder, men også en af de mange andre guder i det hinduistiske panteon. Tilbedelse spiller fortsat en meget stor rolle i templerne i hele Sydasien og hos hinduer andre steder. De første hinduistiske templer var højst sandsynligt bygget af forgængeligt materiale. Overgangen til mere varige materialer som sten muliggjorde en bevaring af tempelarkitekturen. De tidligste hinduistiske stentempler blev udskåret i de rå klipper. Helligstederne kunne være skåret som nicher ind i den rå klippeblok, mens der, hvis der var tale om store strukturer, kunne være tale om, at man skar sten til tempelbyggeri. Der er bevaret fritstående templer fra det 5. århundrede lavet af firkantede mursten. De hinduistiske templer var tegnet i overensstemmelse med et sæt faste forskrifter, men med næsten uendeligt mange lokale og kunstneriske variationsmuligheder. Først omkring det 11.århundrede blev disse regler nedskrevet, således at man kunne læse om de to forskellige hovedstile; den nord-indiske (nagara) og den syd-indiske (dravida). Begge stilarter lægger vægt på ét centralt sted; et lille rum kaldet “livmoder-rummet” (garbha-griha), som huser templets hovedguddom. Døren til dette centrale rum, og indgangen til selve templet, vender som regel mod øst. Over på det centrale rum rejser sig et tårn; den klare markør for hindutempel-akitektur, ligesom rummet kan være omkranset af en vandregang. Foran tårnet og altret er der som regel et forkammer og en tagoverdækket søjlehal; templet står i sig selv på en hævet sokkel. Denne grundstruktur gælder for alle templer, men de to stilarter kan skelnes fra hinanden ved iagttagelse af overbygningen på garbha-griha. Den nordlige stilart har et kuppelspir (shikhara), der rejser sig højt over den centrale helligdom, ofte delt i tre vertikale lag og kronet med et frø (amalaka). Den sydlige overbygning kan genkendes ved sin pyramideform og ved at have en krone på troppen. Dette tårn var et symbol Mount Meru, gudernes bopæl i verdens midte. Efterhånden som det ydre af templerne blev mere og mere detaljeret, voksede tempelområderne som følge af nye behov for og brug af det hellige rum. Der blev tilføjet rum til dans, recitation og forsamling, ligesom underordnede helligsteder blev opført uden om det centrale tempelkompleks. Adgang til den centrale helligdom var, og er stadig, ofte kun tilladt for præster, som leder ritualerne. I nogle templer er det dog tilladt for de almindelige tilbedende at tage del i darshan; den hellige beskuen af guddommen. Moderne templer kan være helt anderledes byggeri end det traditionelle. I indiske subkulturer i udlandet, for eksempel i Queens i New York, finder man ikke længere et centralt placeret lukket alterrum dedikeret til én guddom. Det centrale alter er ofte erstattet af en stor forhøjning med en bred vifte af guddomme på, som de tilbedende kan henvende sig til alt efter behov. I disse templer er guderne også tit placeret i en stor hal, således at menigheden kan forsamles og feste med guderne inden for synsfeltet.
Templer i Danmark
Hinduismen kom til Danmark i 1970'erne med indvandrere fra det nordlige Indien. De kom hertil for at søge arbejde og bosatte sig især på Sjælland. Efter 1983 kom også mange tamilere fra Sri Lanka, som var flygtet fra borgerkrigen på øen. På grund af familiesammenføring udgør de nu den største gruppe af hinduer i Danmark. Der er desuden hinduer i Danmark i form af ISCKON (Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed) som er en forgrening inden for hinduismen. De kendes også som Hare Krishna-bevægelsen og kom til Danmark i slutningen af 1970'erne. Bevægelsen har mange etnisk danske medlemmer.
De indiske hinduer Der er ca. 3000 indiske hinduer i Danmark, og de fleste bor på Sjælland. Størstedelen af dem tilhører retningen vaishnava, som har guden Vishnu som den øverste af alle guder. De andre guder er Vishnus avatarer, dvs. inkarnationer. De har et tempel i Skovlunde, Bharatiya Hindu Mandir, som blev købt i 1994, men ikke er blevet indviet. Det er nemlig dyrt og skal gøres efter bestemte forskrifter. De indiske hinduer ser heller ikke templet som det eneste sted for tilbedelse, men knytter også det religiøse liv til det private hjem. De srilankansk-tamilske hinduer Udgør størstedelen af hinduerne i Danmark med ca. 8500-9000 medlemmer. De bor bl.a. i Herning, Fredericia, Aalborg og Frederikshavn. Desuden er der mindre grupper på Fyn og Sjælland. De srilankansk-tamilske hinduer hører oftest til den shaivitiske retning, der sætter guden Shiva øverst. De er mere knyttet til templet, fordi der her er mulighed for at få et syn af guden (darshana) i løbet af gudstjenesten. De købte i 1996 en nedlagt metalfabrik i Hernings industrikvarter, der blev indrettet og indviet som tempel. Her fejres puja, gudstjeneste, hver fredag. Templet hedder Sri Sithy Vinayakar og er indviet til elefantguden Ganesha, der er Shivas søn. De blev anerkendt som trossamfund i 1998. Derudover findes der også templet i Brande, Sri Abirami Amman. Templet er privat finansieret og blev oprettet i juli 1995. Det er centreret om Lalitha Sripalan, der kaldes for Ammah (moder) og er medium for shakti-energien. ISKCON I Danmark er der kun ca. 50 kernemedlemmer af ISKCON, der lever sammen i en slags klosterfællesskab. De holder til i et tempel i Vanløse. ISKCON har Krishna som den højeste gud, der tilbedes gennem mantraer og klosterlivet. Det kræves, at de efterlever fire principper: være vegetar, afstå fra enhver stimulans, afstå fra spil og kun have sex inden for ægteskabet. Man må kun dyrke sex for at få børn, og det skal ske efter bestemte ritualer. ISKCON har også en afdeling i Århus.
De indiske hinduer Der er ca. 3000 indiske hinduer i Danmark, og de fleste bor på Sjælland. Størstedelen af dem tilhører retningen vaishnava, som har guden Vishnu som den øverste af alle guder. De andre guder er Vishnus avatarer, dvs. inkarnationer. De har et tempel i Skovlunde, Bharatiya Hindu Mandir, som blev købt i 1994, men ikke er blevet indviet. Det er nemlig dyrt og skal gøres efter bestemte forskrifter. De indiske hinduer ser heller ikke templet som det eneste sted for tilbedelse, men knytter også det religiøse liv til det private hjem.
De srilankansk-tamilske hinduer Udgør størstedelen af hinduerne i Danmark med ca. 8500-9000 medlemmer. De bor bl.a. i Herning, Fredericia, Aalborg og Frederikshavn. Desuden er der mindre grupper på Fyn og Sjælland. De srilankansk-tamilske hinduer hører oftest til den shaivitiske retning, der sætter guden Shiva øverst. De er mere knyttet til templet, fordi der her er mulighed for at få et syn af guden (darshana) i løbet af gudstjenesten. De købte i 1996 en nedlagt metalfabrik i Hernings industrikvarter, der blev indrettet og indviet som tempel. Her fejres puja, gudstjeneste, hver fredag. Templet hedder Sri Sithy Vinayakar og er indviet til elefantguden Ganesha, der er Shivas søn. De blev anerkendt som trossamfund i 1998. Derudover findes der også templet i Brande, Sri Abirami Amman. Templet er privat finansieret og blev oprettet i juli 1995. Det er centreret om Lalitha Sripalan, der kaldes for Ammah (moder) og er medium for shakti-energien.
ISKCON I Danmark er der kun ca. 50 kernemedlemmer af ISKCON, der lever sammen i en slags klosterfællesskab. De holder til i et tempel i Vanløse. ISKCON har Krishna som den højeste gud, der tilbedes gennem mantraer og klosterlivet. Det kræves, at de efterlever fire principper: være vegetar, afstå fra enhver stimulans, afstå fra spil og kun have sex inden for ægteskabet. Man må kun dyrke sex for at få børn, og det skal ske efter bestemte ritualer. ISKCON har også en afdeling i Århus.