Hovedformålet med denne hjemmeside er at give såvel et historisk som et
nutidigt overblik over det religiøse liv i Japan. Der er langt vægt på
de traditionelle religioner,
men man kan også finde
materiale omminoritetsreligioner og den
mangfoldighed af måder hvorpå de religiøse ideer,
værdier og praksisformer bliver inkorporeret i den nutidige japanske
dagligdag. Hjemmesiden er velegnet som supplement til
Esben Andreasen: "Religioner
i Japan - traditionelt og omkring årtusindskiftet" (Systime,
2004), idet den indeholder materiale relateret til denne bog, samt en del
yderligere materiale. Hovedinspirationskilden til hjemmesiden er
http://www2.kenyon.edu/depts/religion/fac/adler/reln275/syl275.htm.
Hjemmesiden er p.t. stadig under udarbejdelse!
CD 1: Shinto bøn udført ved Meiji Jingu (1993)
CD 2: Natlig matsuri for 3 shinto-guder ved Iwashimizu Hachiman-gu
(2002)
CD 3: Høst-matsuri ved Kinpusenji, Yoshino (1992)
Primærtekster:
Fra
Esben Andreasen: "Religioner
i Japan - traditionelt og omkring årtusindskiftet"
:
8. Carmen Blacker:
Begrebet kami 9. Nihongi: Mytologier
10. Norito: Den store renselse
11. Aizawa Seishisai: Kokutai-ideologien
12. John Nelson: Interview med shinto-præst fra Nagasaki
13. Esben Andreasen: Natlig matsuri ved Iwashimizu Hachiman-gu
I Shinto tilbeder man
kami (神, shin, kami) - ophøjede
væsener spændende fra deciderede gudefigurer til væsener
med særlige attraktive værdier. Eksempelvis er Solguden
den største og vigtigste kami. Ræven er betydningsfuld
grundet rævens kvalitet med sin udpræget intellegens,
hvis kraft i tiltrængte situationer kan være væsentlig
at modtage energi fra gennem tilbedelse.
Kami tilbedes
som
mi-tama, dvs. ånder der bebor de altre, der er
centrale for religionen. Der findes mange forskellige
typer af kami, f.eks. Ujigami, slægtsånder, eller
Kunidama, en provins' eller en lokal ånd fra området.
Kami kan indeles i to hovedgrupper: Naturånder og
ophøjede væsener (primært menneskeskikkelser), der igen
kan inddeles i tre klasser: Dem, der repræsenterer et
enkelt objekt; dem, der repræsenterer en gruppe objekter
og dem, der repræsenterer et abstrakt begreb.
Shinto dyrkes på flere niveauer, hvor der skelnes mellem fire grupper:
Alterdyrkelse:
Tilbedelsen af kami via altre er en af de ældste og mest
gennemgående former for shinto-dyrkelse. Shinto-altret i
de japanske hjem kaldes kamidana. Alterdyrkelse
har altid været en del af Japans historie og vedbliver
at være hovedstrømningen inden for shinto.
Sektdannelse: Baseret på
en række grupperinger der opstod i løbet af det
19. århundrede. Disse har ikke altre, men afholder
deres religiøse arrangementer i store haller. Sekterne
omfatter bjerg-tilbedende sekter,
healer-sekter og konfuzianistiske sekter.
Folketroen: Folketroen
er den varierede og fragmenterede del af shinto, der
omhandler tro på ånder og guder. Indeholder elementer
som åndebesættelse og
shamansk healing. Traditionerne er blandet med
taoistiske, buddhistiske og konfuzianistiske
elementer.
For over 2500 år. siden fødtes i
byen Qufu en af historiens største tænkere, Kongfuzi (Konfucius), der
har givet navn til en moralkodeks, der i perioder har været dyrket som
en religion, og som stadig gennemsyrer hele Østasien
Baggrundsmateriale:
Esben Andreasen og Allan
Poulsen: Religion og kultur - en grundbog, Systime 2002, side 95-112
Primærtekster: Fra
Esben Andreasen: "Religioner
i Japan - traditionelt og omkring årtusindskiftet"
:
Esben Andreasen og Allan Poulsen:
Religion og kultur - en grundbog, Systime 2002, side 95-112
Primærtekster: Fra
Esben Andreasen: "Religioner
i Japan - traditionelt og omkring årtusindskiftet"
:
26. Mumonkan:
Buddhas ”blomsterprædiken”
27. Eisai: Udbredelsen af zen til landets beskyttelse
28. Eisai: Drik the og forlæng dit liv
29. Jeff Shore: Den grundlæggende koan i Buddhas Benarestale
30. Jørn Borup: Optagelse i et zen-kloster
31. Poul Erik Pilmann: Hverdag i zen-templet Daishuin
32. Haiku-digte
33. Esben Andreasen: Zen-klostrets symbolik
34. Brian Victoria: Zen i krig
35. Ina Buitendijk: Nu kender jeg i sandhed til skam
36. Kei’itsu Hosokawa: Brev fra Myoshinji
37. Jørn Borup: Zen og kunsten at være folkereligiøs
CD 8: Kult for Bodhidharma ved Daruma-dera, Kyoto
CD 9: Mindedag for Kaizan Egen ved Myoshinji, Kyoto
CD 10: Buddhas fødselsdag ved Myoshinji, Kyoto
CD 11: Nytår ved Myoshinji, Kyoto
CD 12: Tempel-festival ved Empukuji – folkereligiøs zenbuddhisme
Primærtekster: Fra
Esben Andreasen: "Religioner
i Japan - traditionelt og omkring årtusindskiftet"
:
17.
Lotus-sutraen
18. Genshin: Ojo-yosho (”Hovedtræk vedrørende frelsen (i Det Rene
Land)”)
19. Shinran: Tannisho (”Noter, der beklager afvigelse”)
20. Esben Andreasen: Dagbogsoptegnelser fra Ho-onko ed Higasbi
Honganji
21. Shin Fujieda: Et eksistentielt møde med Søren Kierkegaard
22. Håndbog for shinbuddhist præster: Regler
vedrørende begravelser
23. Rennyo: Om den hvide aske
24. Esben Andreasen: Interview med shinbuddhist præst om død og
begravelse
25. Shunko Tashiro: At tænke på livet i lyset af døden
CD 4: Dharma-møde ved shinbuddhist tempel i Kuwana, Nagoya
CD 5: Morgenrecitation ved shinbuddhist tempel i Kumamoto
CD 6: Shinbuddhist begravelse i Nagoya CD 7: Sommerafslutning i børnehave ved
shinbuddhist tempel i Nagoya
Nye
religioner (shinshukyo)
omfatter en række religioner
helt tilbage til begyndelsen af
1800-t. De kaldes "nye", da de
står i opposition til retninger
inden for de etablerede
religioner og ofte blander
disse. De ældste, som udspringer
af den sene Tokugawa-tids
sociale uro, er bl.a. Tenri-kyo
og Konko-kyo, påvirket af
shinto. I Meijitiden kom bl.a.
Ontake-kyo, en religion præget
af
Shugendo, Itto-en og
Omoto-kyo til. Den sidstnævnte
messianske religion blev i
1930'erne udgangspunkt for en ny
række religioner, bl.a.
Seichono-ie, som hævder, at alle
religioner er én og den samme.
Tiden frem til 2. Verdenskrig
var rig på nye religioner,
selvom statens forfølgelse af
mange af dem var stærk: Reiyukai,
en buddhistisk religion med
stærk vægt på forfædredyrkelse,
Perfect Liberty Kyodan (PL),
kendetegnet bl.a. ved
troshelbredelse, Gedatsukai med
baggrund i shingonbuddhismen og
shugendo,
Soka Gakkai inden for
nichirenbuddhismen og Rissho
Kosei Kai, byggende på
Lotussutraen. Af disse var Soka
Gakkai langt den mest
gennemslagskraftige efter 2.
Verdenskrig.
Med religionsfriheden har
antallet af nye religioner nået
nye højder siden 1945. Blandt
andre kan nævnes Tensho Kotai
Jingu-kyo, "danse-religionen",
stiftet af Kitamura Sayo
(1900-67), en kvinde med rødder
i den shamanistiske tradition i
Japan.
Mange af de nye religioner har i
øvrigt kvindelige grundlæggere.
I
1970-80'erne kom endnu en bølge,
kaldet "nye" nye religioner (shinshinshukyo),
bl.a. Mahikari, der er
shintopræget, og Agonshu, der er
præget af shingonbuddhismen.
Endelig skal nævnes
Aum Shinrikyo, en
eskatologisk bevægelse blandet
af hinduisme og buddhisme,
grundlagt af
Shoko Asahara. I 1995
udførte Aum en meget omtalt
religiøs-terroristisk handling,
et giftgasangreb på en
undergrundsstation i Tokyo. Aum
Shinrikyos handlinger har udløst
en offentlig debat om kontrollen
med de nye religioner og dermed
om den grundlovssikrede
religionsfrihed samt tanker om
bedre oplysning til ungdommen om
de nye religioners virkemåder.
Kristendommen har tre gange
påbegyndt en storstilet mission
i Japan:
I det "kristne århundrede"
begyndende med jesuitternes
ankomst til
Japan
i 1549, i Meijitiden og efter 2.
Verdenskrig.
Det
første forsøg havde størst
succes, idet man regner med, at
300.000 japanere i løbet af 60
år blev kristne, ca. 2% af
landets befolkning. Da der
opstod rygter om, at europæiske
magter ville underlægge sig
Japan,
vendte shogunerne sig imod
kristendommen, som de
proklamerede som en fare for
landets sikkerhed. Fra
1600-tallets midte til 1853
valgte
Japan at isolere sig fra
omverdenen, idet kun en
hollandsk handelsstation på den
kunstige ø Deshima i Nagasaki
havde tilladelse til at handle
med Europa og Amerika.
Forbudet mod kristendommen
opretholdtes helt til 1873, da
amerikansk og europæisk pres fik
regeringen til at ophæve det.
Forinden havde en gruppe
"skjulte kristne" i 1865 givet
sig til kende i Nagasaki, og
deportationer af gruppens
medlemmer var med til at øge
presset på regeringen. I den
efterfølgende tid omvendte
mange, hovedsagelig
veluddannede, sig til
kristendommen, men omkring 1890
blev shinto defineret som Japans
åndelige grundlag, og
Japan
indtog en mere fjendtlig
holdning til påvirkninger fra
Vesten. De kristne menigheder,
der dannedes, kom på japanske
hænder, efterhånden som
missionærerne ophørte med deres
arbejde. Blandt de japanske
kristne med stor indflydelse var
Uchimura Kanzo, som grundlagde
en japaniseret form for
kristendom uden behov for
kirker.
Efter 2. Verdenskrig fulgte
1945-51 et "Christian boom".
Udenlandske kirker, især
amerikanske, sendte massiv
materiel hjælp til det fattige
Japan;
men efter besættelsens ophør i
1952 genvandt buddhismen og
shinto i nogen grad deres
indflydelse, og kirkernes
missionsarbejde blev gradvis
omlagt til dialogarbejde med
buddhisme og shinto. I vore dage
er under 1% japanere kristne,
men kristendommen har sat sig
stærke spor i
undervisningssystemet,
fagbevægelser og social
lovgivning.
