IKUPASUY OG TUKI
Bønnestav hvilende på ceremonielt bærer og fod

Et af de mest populære - og misforståede - artifakter i Ainu-samlinger verden over er "overskægs-løfteren", eller bønnestaven. Her ses den placeret, således som man vil se den under ritualerne, pegende mod venstre og liggende oven på et bærer, der igen står på en fod. Man tager fat i bønnestaven med højre hånd og bægret med venstre. Den udskårne bønnestav dyppes i bægret, som indeholder sake (japansk risvin) eller hirseøl, som man derpå stænker rundt omkring som offerdråber til ånderne. Dråberne søges sendt i retning af ånderne eller i retning af en inau-stav (læs om en sådan her).

 Edward S. Morse, en naturforsker som rejste rundt i Japan i slutningen af 1800-tallet, har beskrevet sit besøg hos en ainu-familie i bogen Japan Day by Day (1917): "Vi gav dem 20 cents til at fylde deres sake-beholder, og da det var blevet fremskaffet, måtte vi drikke med dem. ... Ainuerne fyldte en efter en et stort bæger med sake, lagde en lang tynd udskåret papirknivslignende pind oven på bægeret, satte sig og udførte en række bevægelser, idet de først tog pinden og dyppede den ene ende i væsken, for dernæst at dryppe nogle få dråber på jorden foran dem. Dernæst gjorde de en bevægelse magen til den man ville gøre, hvis man skulle fjerne noget snavs eller en flue fra mælk. Dette gjorde de adskillige gange, idet de ofrede dråber forskellige steder kompasset rundt; men jeg lagde mærke til, at de kun ofrede ganske lidt af den kostbare drik til guderne. Derpå strøg de sig over fuldskægget og gjorde en underlig opadgående bevægelse med hånden op mod skægget, som en et tegn på taknemmelighed. Efter denne lange introduktion, førte de bægeret til munden samtidigt med, at de med bønnestaven holdt det tunge overskæg væk fra vinen, mens de drak. Derfor er disse bønnestave kendt som "overskægs-løftere", og i mange af dem er der udskåret interessante ainu-mønstre."
Ainuerne mener, at man ikke kan rette sine bønner direkte til guderne, men må benytte et mellemled. Bønnenstave, som inauen (se her), blev brugt af de tilbedende til at tale med guderne. Det som Morse havde iagttaget, var ofringen af sake til de mange ånder i ainu-hjemmet. Forskere har konstateret, at man kunne finde på at bruge en spisepind i stedet for en bønnestav, men kun i en nødsituation. Lakerede skåle, tilegnet via handel med med japanerne i syd, blev næsten altid brugt til hjemmets ceremonier. De jagende grupper, derimod, brugte udskårne træskåle til spontane ceremonier på jagtmarken. Man medbragte kun sine skåle hjemmefra, hvis man forlod hjemmet for en længere periode. Det er uklart hvordan, eller hvorfra, brugen af bønnestave stammer, men første gang man hører om det i vestlig litteratur er i 1565.