AINUERNES HISTORIE

De første antropologer
Ainuerne regnes ofte for Japans oprindelige folk. Men, som hos alle andre af jordens kulturer, er ainuernes historie for kompleks til at man kan nøjes med én etikette. De 20.000 til 60.000 mennesker der i dag regner sig for ainuere er at finde på Japans nordligste Hokkaido-ø, men ainu-kulturen nåede engang helt op til den sydligste del af Sakhalin-øen og Kuril-øerne (nu tilhørende Rusland). Da den japanske stat blev officielt åbnet for udefra kommende påvirkning i 1867, fascineredes vestlige forskere af de ainuere som de mødte på Hokkaido. De var rystede over deres "primitive" livsform, deres "bizarre" ritualer som indeholdt ofringer af bjørneunger, deres praksis med ansigtstatovering, og deres enorme kropsbehåring. Deres ansigtsform lignede langt mere kaukasiernes for de første forskere og opdagelsesrejsende , som sammenlignede dem med japanerne på hovedøen Honshu. Teorier blev dannet om deres oprindelse. Var det en af Israels tabte stammer? En ældgammel indvandring fra europa? De første antropologer var dybt betaget af minoriteten i den nordlige Japan og bekymrede sig over den truende forsvinden af denne kultur. De var af den overbevisning, at man måtte handle hurtigt og kortlægge denne  gådefulde kultur, mens den stadig var forholdsvis uberørt af ydre påvirkninger. En af de måde man forsøgte at handle på, var ved at inddrage en "levende gruppe" ainuer i Verdensudstillingen i Louisiana i 1904.

For at fejre 100-året for Louisiana-samlingerne, havde man etableret mange "udendørs-udstillinger" eller "levende grupper" for at vise hvordan dagligdagen udspandt sig i "primitive" samfund. Mindre grupper var blevet fragtet fra samfund overalt i verden til St. Louis og tilskyndet til at bygge huse på deres traditionelle måde, indtage deres traditionelle føde, og udfolde deres traditionelle former for kunst og håndværk - foran et betalende publikum. Frederick Starr, professor i antropologi ved University of Chicago, blev sendt til Japan for at hjembringe den gruppe ainuer, man ville lade deltage i en af disse udstillinger. Da han kom tilbage, var det i selskab med fire ainu-mænd, tre kvinder, to små børn, to demonterede huse, og hundredevis af ainu-artefakter.
Ainu-udstillinger ved verdensudstillingen blev en kæmpe succes, der blev tildelt hovedpræmien. Da den lukkede, sendte man Stephen Simms, en konservator på Field Museum (dengang The Field Colombian Museum), ud for at indsamle al det materiale hos ainuerne, som han fandt det nødvendigt. De 158 genstande som han erhvervede sig hos ainu-folket - for i alt  95.30$ - udgør det meste af Field Museets Ainu-samling. Field Museum har igennem tiderne opkøbt andre private samlinger indeholdende ainu-materiale. Af særlig interesse er samlinger som Robert H. Bakers, som man fik doneret i 1912, Madam Alexandra L. K. Pogoskys, erhvervet i 1895, og Robert Darcys, doneret i 1987. Ligesom Gilbert Boone, påbegyndte Darcy sin samling, da han var udstationeret  som amerikansk officer i efterkrigstidens Japan.
Antropologiske metoder er ændret markant  på de hundrede år der er gået siden verdensudstillingen. Antropologer tilbringer nu lange perioder i de samfund som de studerer, hvorved de bliver inddraget i fællesskabet, og kan praktisere en metode som man kalder "deltagelses-observation". Ved at deltage i fællesskabets daglige aktiviteter, og ved at iagttage samspillet i disse aktiviteter, har antropologer kunnet drage den konklusion, at der ikke findes noget man kan kalde en primitiv kultur. Den opfattelse at kulturer hvor vestlig teknologi er fraværende er "primitive" er forældet. Løsningerne er måske nok forskellige, men de spørgsmål og vilkår som mennesker har er de samme overalt i verden. (læs eventuelt mere herom på dette link).

Ainuernes oprindelse, kultur og historie i det nordlige Japan.

Det akademiske arbejde med ovenfor omtalte samlinger, kombineret med en voksende arkæologisk og antropologisk forskning i efterkrigstidens Japan, har ført til en større forståelse af ainu-folket og dets historie. Nye studier har forkastet mange af de tidligere teorier og foreslået nye svar på de spørgsmål der blev stillet af de første antropologer.

Klikker du på kortet ovenfor, kan du læse mere om det nordlige Japans historie og de betingelser der var med til at former ainu-kulturen.

Ainuernes oprindelse, kultur og historie i det nordlige Japan.

Her kan du læse om den mangfoldighed af kulturer og påvirkninger der har formet befolkningerne i det nordlige Japan og det østlige Siberien og dannet grobund for ainu-kulturen.
Vi begynder i istiden, 50.000 før vor tidsregning, hvor forhistoriske jæger-samler-samfund  vandrer ind på den japanske øgruppe.
De efterfølgende tidsepoker skabte forskellige former for interaktion mellem mennesker, herunder tilflytning og samhandel, der bragte nye forestillinger, produktionsmåder, og materialer til det nordlige Japan og østlige Rusland. Lige som alle andre kulturer, er ainu-kulturen et produkt af dette møde mellem ny information og lokal tradition. Nogle af forestillingerne og arbejdsmetoderne er forsvundet gennem tiderne efterladende sig blot svage spor. Andre forestillinger har kun forandret sig langsomt gennem de mange hundrede år og kan stadig ses i dag. Endelig er nogle forestillinger blevet kombinerede og forandret, så de i dag fremstår som noget anderledes og originalt.
Tidslinjen viser, at resultatet af disse folkevandringer, kulturer og forestillinger er, at der opstår tre klart adskilte ainu-kulturer på Hokkiado, Sakhalin-øen og Kuril-øerne.

Cirka 50.000 før vor tidsregning til 14.500 før vor tidsregning
En forhistorisk jæger-samler-kultur fulgte under istiden to ruter gennem det centrale asien til Japan. Den ene gik over en landtange, der forbandt Hokkaido og  asien, mens den anden gik via en tange, der højest sandsynligt forbandt det nuværende Sydkorea med det nuværende Kyushu. Den ældste bosætning i Japan daterer sig til 50.000 før vor tidsregning og befinder sig i syd. De tidligste steder i Hokkaido daterer sig til cirka 18.000 før vor tidsregning. De blege kanter på kortet er kystlinjerne under istiden.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at under istiden var nutidens Hokkaido-ø og Honshu-ø ikke landfaste med hinanden. Dette skyldes den dybe rende mellem de to øer. De respektive områder har økosystemer magen til det asiatiske hovedland med hvilket de var landfaste. Selv i dag er der markante forskelle mellem de planter og dyr som findes på hver side af sejlrenden.
Omkring 18.000 før vor tidsregning blev en ny teknik til at fremstille små stenredskaber med indført i Japan fra det asiatiske hovedland via de to omtalte ruter. Disse "mikrolitter" gjorde nu jægerne i stand til at fremstille flere dødbringende og præcise pile og jagtvåben, hvilket betød mere jagtheld.
Samfundene på Hokkaido og Sakhalin fiskede og jagtede mammutter, bjørne og kæmpehjorte. Honshu-samfundene fiskede og jagtede elefanter, sikahjorte og vildsvin. Folkeslagene tilpassede sig deres omgivelser på en succesfuld måde.

Cirka 14.500 før vor tidsregning til 300 før vor tidsregning
Istiden var ovre og det østlige asien begyndte at se ud som det gør i dag. Mange forskellige små-samfund dukkede op og mange af dem adskilte sig fra hinanden kulturelt. Der blev udvekslet forestillinger og varer mellem disse grupperinger, og også med samfund i Korea og dalområderne ved den russiske flod Amur. De lyserøde prikker på kortet skal illustrere de mange særegne kulturers samspil og informationsudveksling, også i forhold til samfund i Korea og Rusland, der ikke tilhører jomon-kulturen. Det er ikke desto mindre vigtigt at lægge mærke til, at omkring 80% af alle Jomon-bosættelser ligger på Honshus nordligste halvdel og på Hokkaido.
Japans befolkning begyndte at bruge lertøj. Om det var en lokal opfindelse eller introduceret fra det asiatiske hovedland er uvidst, men brugen af det ændrede den lokale "mikrolittiske" kultur dramatisk og indledte det som arkæologerne kalder "jomon-epoken" - opkaldt efter den udtryksfulde udsmykning, som man benyttede omkring midten af denne epoke. Dette lertøj er noget af det ældste i verden.
På Hokkaido betød afslutningen af istiden store klimatiske forandringer for hele regionen, hvilket resulterede i varmere vejr og mere regn. Istidens mammutter uddøde og blev erstattet af bjørne og hjorte. Fiskeriet forsatte og blev for nogle befolkningsgrupper en overlevelsestrategi. Nye planter i området betød flere spiselige frø og rødder og et begybdende landbrug spirrede frem. Der var nok resourcer til at man ikke behøvede at leve som normader det meste af året, hvorfor beboelserne blev mere permanente (man udskiftede bosætningen på jordoverfladen med jordhuler). Arkæologisk værker  foreslår, at man dengang kan have haft de samme slags dekorative tegninger på stof, for eksempel spiraler,som hos ainuerne i dag.

Cirka 300 før vor tidsregning til 400 efter vor tidsregning
"Yayoi-kulturen" kom til det sydlige Japan fra Korea og medbragte blandt andet jernredskaber og risproduktion. Folkeslagene tilpassede sig hurtigt en livsstil, som er dybt afhængig af landbrug og begyndte at bruge  - og frembringe - jernredskaber. Omkring år 100 efter vor tidsregning, havde yayoi-kulturen erstattet jomon-kulturen i det sydlige Honshu og havde forvandlet den overlevende jomon-kultur i det nordlige Honshu dramatisk. Yayoi-kulturens produktionsmåde og forestillinger om livet begyndte også at påvirke jomon-kulturen på Hokkaido-øen. Det markerede område på kortet viser hvor påvirkningen var kraftigst.
Yayoi-kulturens landbrugsform fandtes nu også hos jomon-kulturen i det nordlige Honshu og på Hokkaido, ligesom nye afgrøder blev indført. Landbrug beregnet til tørre områder var naturligt for jomon-kulturen. Risdyrkning, som krævede inddæmmede marker fyldt med vand, blev derimod næsten totalt afvist. Dette var også meget  passende i betragtning af det umulige i at dyrke ris i det kolde klima nord på. Og fiskeri, jagt, nye "tørre" afgrøder, og intensiveringen af det smålandbrug man tidligere havde praktiseret (for eksempel byg og hirse) medvirkede til at brødføde indbyggerne på Hokkaido i så rigelige mængder, at intensiv risdyrkning var overflødig.
Jernredskaber blev dog alligevel meget populære blandt folkene på Hokkaido og man begyndte snart at bruge jern til at fremstille harponer og lignede redskaber. Handel og venskabelige relationer med yayoierne i det nordlige Honshu førte ris, forskellige former for pottemageri, glas og metaller til Hokkaido. Disse forandringer markerer begyndelsen på en særegen kultur på Hokkaido kaldet  "Epi-Jomon" af arkæologerne.
Det er også i denne periode at billeder af bjørne begynder at dukke op på lertøj, hvilket antyder at bjørnen har en en religiøs betydning i Epi-Jomon livsformen. I dag spiller bjørnen en absolut afgørende rolle i ainu-kulturens religiøse liv.

Cirka 450 til 700 efter vor tidsregning
En ny kultur trænger fra nord ind på Sakhalin-øen fra slugten langs med Amur-floden River og bevæger sig syd på, for til sidst at slå sig ned tæt på Okhotsk-havet. Denne kultur blev meget passende opkaldt "Okhotsk-kulturen" af arkæologerne. Denne kultur førte livsformer fra det asiatiske hovedland, for eksempel grisehold, med sig og supplerede hermed jagten på hav-pattedyr og fiskeri, som allerede var populært i området. Hermed blev områdets oprindelige kultur udsat for en massiv påvirkning. De skraverede områder på kortet viser de steder hvor træk fra okhotsk kultur fandt sted.
Sandsynligvis på grund af politisk begrundet fordrivelse blev endnu flere mennesker fra slugten langs med Amur-floden tvunget til at immigrere til Sakhalin-øens sydlige del. De store folkemasser gjorde at mange måtte begive sig over havet og bosætte sig på det nordøstlige Hokkaido og på Kuril-øerne. Da de var blevet veletablerede begyndte okhotsk-folkene på Hokkaido og Kuril´-øerne at koncentrere sig om fiskeriet, jagten på hav-pattedyrene og handel. Arkæologiske udgravninger tyder på at deres handelsforbindelseer strakte sig til Honshu, Kina og det sydlige Kamchatka.
Okhotsk-folket levede i huler, ligesom fortidens jorom-folk, men dog med en anderledes  - fem- eller sekskantet - form. Arkæologisk fund, herunder hovedskaller fra bjørne, tyder også på at dette folk tog del i de religiøse ritualer hvor en en ung bjørn blev indfanget, opfostret i fangenskab, og endelig dræbt for at man kunne sende den besøgende bjørne-ånd tilbage til åndeverdenen. En tilsvarende ceremoni udføres den dag i dag af ainuerne.

Cirka 750 til 1150 efter vor tidsregning
"Satsumon-kulturen" nåede frem til Hokkaido i denne tidsperiode. De forskellige former for pottemageri og produktionsmåder der mindede om de man anvendte på det nordlige Honshu tyder på, at det tidlige satsumon-folk oprindelig kom fra Japans hovedø. Satsumon-folket var sandsynligvis det eneste  der nok blev påvirket, men ikke erstattet af yayoi-immigrationen omkring år 300 før vor tidsregning. In addition to this migration, officials from the Japanese state to the south urged many Honshu-raised Japanese to settle the northern islands. De havde nye produktionsmåder og nye forestillingsverdener med sig. De skraverede områder på kortet viser de områder der blev  påvirket af satsumon-kulturen og opdagelsesrejsende fra det sydlige Honshu.
I den satsumon-kultur der tog form på Hokkaido boede man i firkantede jordhuler og forsatte med at leve af det småbrug som allerede var populært i området. Man dyrkede hvede, hirse, byg og hamp. Satsumon-folket havde tætte forbindelser til folket på den nordlige del af Honshu og førte intensiv handel. Arkæologiske fund tyder på at satusumon-kulturen havde fjerntliggende handelsforbindelser; man byttede sig til varer fra Honshu for varer fra  Okhotsk-havet og floddalen Amur.
Som tiden gik beboede satsumon-kulturen Hokkaidos østlige landområder, Sakhalin-øen  og Kuril-øerne. Hvad enten det skete ved erobring eller bryllup på tværs af kulturerne, begyndte okhotsk kulturen at forsvinde og satsumon-kulturen at dominere det område, som snart skulle blive ainuernes hjemsted. Arkæologer og historikere mener, at satsumon-folket er det folk der omtales i de tidligste japanske skrifter.

Cirka 1200 til 1500 efter vor tidsregning
Satsumon-kulturen, som det havde taget sig ud 500 år tidligere, forsvandt, og i dens sted opstod ainu-kulturen. Ainuerne boede i firkantede huse over jorden (i modsætning til hulerne), de fremstille ikke keramik, de udsmykkede deres klædedragt med spiralmotiver, og praktiserede småbrug. De praktiserede også den ceremoni hvor en bjørneunge blev opfostret i fangenskab  og ofret for at ånden kunne vende tilbage til åndeverdenen.
Handel forsatte også hos ainuerne med at være af stor betydning, men de kom snart ud i stridigheder med Japans samurai-klasse og med kinesisk militær i slugten ved Amur-floden. Handel kan betyde nye varer og velstand, men det kan også bringe samfundet i fare. Ainuerne opførte byggerier i bjergene rundt om deres byer, sandsynligvis fæstningsværker der skulle sikre dem mod overfald.

Geografisk afstand og forhindringer som havet skilte ainufællesskabet i en sådan grad, at man begyndte at tale forskellige dialekter. Uafhængige ainu-samfund resulterede i at  forskellige kulturelle og sproglige grupperinger: Hokkaido-ainuerne, Sakhalin-ainuerne og Kuril-ainuerne.
Politisk pres fra Rusland i 1800-tallet og 2. verdenskrig tvang ainu-befolkningerne væk fra Sakhalin-øen og Kuril-øerne, og lod kun Hokkaido åben som et tilflugtssted. I dag regner man med at der, trods forandringer i mange af deres traditionelle livsformer, stadig er mellem 20. og 60.000 ainuer i Japan.