Disse tre pile blev købt i 1904 i St. Louis hos den gruppe ainuere der deltog i Verdensudstillingen. Når den blev brugt sammen med en flitsbue eller en selvudløsende fælde kunne en pil som den yderst til højre nedlægge ethvert dyr i Hokkaidos skove. Pilene bestod af forskellige enkeltdele. Spidsen kunne enten være lavet af tilskåret bambus (som den øverste på billedet), af jern eller af kobber (som på den midterste pil her). Spidsen blev holdt fast på den forreste del af selve pilen af tråd og kunne nemt tages af (som det ses på den nederste pil).

Pile med bambusspids var lavet af lårknoglen fra en hjort. Denne ekstra vægt gav pilen en mere stabil flugt. Pile med jern- eller kobberspids havde en brug for denne ekstra vægt, men nogle pile var alligevel konstrueret så man kunne skifte mellem jern- og bambusspids som man nu ønskede det. Hvis selve pilen var todelt, var den forreste del fæstnet til resten, der som regel var lavet af rør fra naturen. Fjer blev tilføjet på skaftet for at stabilisere flugten. Endelig var udskæringen i bagenden gjort stærkere ved hjælp af tråd.
Selvom ainuernes pile kunne synes noget enkelt konstruerede, var de dog forbavsende nok dødbringende på grund af den gift man anbragte i spidserne. Giftet blev anbragt i en hulning på bambusspidsen, der blev lukket med gummi  Når den trængte ind i et dyr, løsnedes gummiet hvorpå giften løb ind i blodbanerne. Giften var så stærk, at den kunne fælde en fuldvoksen bjørn i løbet af nogle få minutter, og brugen af den har været forbudt i over 100 år. Giften var af eb sådan karakter, at den kun gjorde området omkring såret farligt at spise.
John Batchelor, en missionær der tilbragte 60 år hos ainuerne, beskrev giftens langvarige fremstillingsproces i slutningen af 1800-tallet: "Den gift som ainuerne før i tiden anbragte på deres pile blev lavet af rødderne fra erantisplanter eller 'venusvogn'. Rødderne blev gravet op om foråret og skrællet, hvorpå de blev lagt til tørre i solen. Når de så var helt tørre, malede ainuerne dem til pulver ved hjælp af to sten. Derpå opblødte de noget tobak og noget spansk peber i vand. Når dette var grundigt gjort, fugtede de erantispulveret med  væsken og tilføjede en lille smule galde fra en ræv. Atter blev det lagt til tørre og atter fugtet med væsken, men nu tilføjede nogle af jægerne et giftigt krydderi. Nogle af dem brugte at nedgrave giften i nogle dage, men andre sprang dette over. For at kunne konstatere om giften var god nok, kom jægeren en ganske lille dråbe på sin tunge. Hvis den var god nok, sagde man, ville den hurtigt skabe en underlig prikkende følelse eller følelsesløshed."